søvnplejersken fortæller om ritualer og rutiner

Søvnplejerskens tips til de bedste rutiner

Søvnplejerskens tips til de bedste rutiner

I artiklen forbereder sundhedsplejerske, sygeplejerske og søvnspecialist Sine Ditlev Bihlet, stifter af Søvnplejersken og medstifter af Center for børn og unges søvn, dig på, hvordan du kan få implementeret et godt og forudsigeligt ritual når dit barn skal sove.

Hver familie har deres egne unikke rutiner og ritualer, når det kommer til at putte børnene. Og lad mig være ærlig, børn er som små gåder med deres egne præferencer og behov, der ændrer sig med alderen og humøret. Nogle små søde søvngudinder falder bedst i søvn i mor eller fars arme, andre vil hellere ligge i deres egen seng, og nogle vil helst putte sig ind til mor eller far i dobbeltsengen. Det vigtigste er, at du som forælder finder ud af, hvad der fungerer bedst for dig, din familie og dit lille sovemirakel.


Gør sengetid til en forudsigelig hyggestund

Aftenrutiner, ritualer, putteritualer – der er mange navne for det samme. I min vejledning til småbørnsfamilier kalder jeg det putteritualer og soveritualer hos de større børn. Ritualer, er vigtige både til dagslurer, aftenputning og de nattelige opvågninger.

Dit barn elsker faste rammer og rutiner. Når du gør noget bestemt hver gang, dit barn skal puttes, skaber det forudsigelighed. Barnet ved, hvad der skal ske, føler sig trygt og slipper for at bekymre sig om, hvad der kommer næste gang. Denne genkendelighed hjælper barnet med at regulere følelser og behov, og I er de bedste, som forældre, til at skabe de faste rammer og ritualer, der passer til jeres familie.

Putteritualer er fantastiske, når de virker. Derfor er det vigtigt at finde de ritualer, der fungerer for jer og jeres barn, og ikke overdrive ved at bruge alle mulige ritualer på én gang. Men husk på at det også er genkendeligheden og det at udføreritualet i en bestemt rækkefølge der virker og gør dit barn trygt og dermed mere klar på at lægge sig til at sove og ikke nødvendigvis om du vælger den ene bog eller anden bog, en bestemt sang eller whitenoiselyd.

Fra det første ritual, som at tage nattøj på, til barnet puttes, så lad hele ritualet tage fra 5 til 30 minutter afhængigt af barnets alder, udvikling og behov. Sørg for, at ritualerne er hyggelige, og noget begge forældre kan deltage i med tiden. Det er bedst at minimere overgange for barnet. Det vil sige at undgå for mange skift i rum, lys, lyd og sansestimulering når du igangsætter dit barns ritual.

 

Hvornår kan du begynde at skabe ritualer? 

Allerede fra dit barn er et par måneder gammelt, kan det være en god idé at indføre nogle hyggelige rutiner eller ritualer.

Forskning viser, at hvis barnet fra starten forbinder det at falde i søvn med noget rart, så vil det mere naturligt og positivt se frem til at skulle sove.

Efterhånden som dit barn vokser, bliver putteritualet nok mere og mere fast. Det er vigtigt, at du justerer det løbende, så det passer til dit barns behov. 

Piktogrammer hjælper barnet til søvnen

Når barnet er omkring 1,5 år – måske endda tidligere – kan et vigtigt værktøj til at lykkes med putningen være at bruge piktogrammer.

Piktogrammer er som små symboler, tegninger eller billeder, der kan forvandle ritualet til en spændende mission for dit barn. Piktogrammerne visualiserer ritualet for barnet hvilket gør putningen mere tydelig og forudsigelig, så dit barn ved præcis, hvad der skal ske. Det er som en lille trylleformular, der gør dit barn mere villigt til at samarbejde.

Brug gerne tid på at tale om billederne, mens du peger på dem. Du kan sætte piktogrammerne op på badeværelset, ved sengen eller på en tavle. Hvis dit barn vågner flere gange om natten, kan du tilføje piktogrammer, der viser, hvordan I kommer tilbage til drømmeland. På den måde kan du og dit barn sammen kigge på billederne og se, hvad næste skridt er.

Som det sidste billede i rækken anbefaler jeg at vise, hvordan dit barn falder i søvn. Hvis du sidder ved siden af sengen på en stol, indtil det sover, så brug et billede af det.

 Eksempler på elementer i et ritual

  • Bryst
  • Flaske
  • Sovebamse
  • Sut
  • Svøb
  • Vug
  • Bad
  • Nus
  • Sang
  • Bog
  • Massage
  • Nattøj
  • Børste tænder
  • Ble på
  • Tisse på wc
  • Vaskes
  • Slukke lys
  • Rulle gardin for
  • Sige godnat

Vi er utroligt taknemmelige over at Sine Ditlev Bihlet ville dele sin viden om hvordan piktogrammer kan spille en rolle i børns søvnritualer. Mange forældre kan nikke genkendende til at det ikke altid er helt nemt at skabe og vedligeholde putteritualer, derfor har vi i Forældrebutikken masser af piktogrammer, der i kombination med tjeklister eller skemaer, strukturerer og visualiserer rutiner. 

For børn kan et putteritual sagtens indeholde elementer, vi ikke lige har forudset, eller indeholde meget personlige elementer. Så har vi ikke lige et piktogram der passer ind i alle dele af jeres putteritual så kontakt os endelig, vi udvikler løbende på vores piktogram bibliotek og tilbyder også piktogrammer med personlige elementer.